Døden venter ikke

July 21st, 2015

Jeg har mistet min ven, min veninde har mistet sin kæreste og sin livsledsager. Han har mistet livet.

Jeg tænker over livet, døden og tiden i øjeblikket. Det er ikke noget, jeg til daglig sådan tænker meget over. Vi tager nok bare livet for givet. Men når døden pludselig beslutter at tage en tæt på os, så tvinges vi til at stoppe op og på en måde gøre status. Vi sidder og taler og mindes, og pludselig bliver det indhold, vi gav det liv tydeligt.

Døden er så uigenkaldelig, vi kan ikke sige ’vi ses’ – som om det er i næste uge. Vi kan godt sige det, men så er det et ønske, et ønske om at se personen igen et andet sted – et sted, som vi ikke kender, som vi ikke ved, i det hele taget eksisterer.

Døden venter ikke, og det gør livet heller ikke. Så er det, jeg tænker, at travlheden og stressen i hverdagen virker formålsløs, når vi ikke får tid til dem, vi holder af, – ikke får oplevet det, vi gerne vil, og ikke tør tage de skridt, der skal gøre, at vi er glade, tilfredse og lykkelige. For mit vedkommende nok mest fordi trygheden holder mig tilbage. Hvordan skal jeg vide, at det vil gå, – at drømmene kan holde og bære mig videre i livet.

Jeg sidder og tænker over, hvor længe der mon går, før jeg igen ikke tænker så meget over livet, døden og tiden, og så bare fortsætter som intet var sket. Eller er det denne død og det liv, som skal gøre, at jeg virkelig mærker efter, hvor jeg er mest glad, mest tilfreds og mest lykkelig? Ikke om der er ændringer, der skal ske, altid er jo i konstant forandring alligevel – men mere om mig eller forandringer, der tager kontrollen?
Hvilket indhold skal livet have? Hvad vil jeg gerne beholde og hvad nyt skal der være tid til, og hvad skal jeg droppe?
Tænker I også på alt det, I derude? Bare ind i mellem? – eller er I også optaget af at nå det næste og huske, og huske og ikke glemme?

Døden venter ikke – og det gør livet heller ikke!

 

Jeg elsker maj

May 31st, 2015

Jeg ved ikke, om du tænker over det, men jeg ELSKER maj, den er lige så lunefuld som april, især i år med sin kulde, men der er håb og løfte over maj. Der er sprødhed og friskhed. Når solen viser sig, kan man tydeligt mærke, at den er ved at have magt, selvom en kold vind kan ødelægge fornøjelsen ved at sidde udendørs. Så er der farven GRØN – den lyse grønne, som er så fin, at den næsten er gennemsigtig, den grønne farve, som bøgeskoven i sin fine kjole præsenterer sig i, her lige på kanten til sommeren.

Maj indeholder bare håbet om en god og varm sommer – forventningen – at vi kan være ude og nyde varme, stille aftener, hvor man kan sidde på terrassen og mærke stilheden og aftenlydene, fugle, der har travlt med at gøre kur, eller de, som var tidligt ude, har travlt med ungerne i reden. Lige nu har et solsortepar travlt i indkørslen. De samler gammelt tørret græs og arrangerer det i næbbet inden de forsvinder i hækken, helt tydeligt ved at bygge rede til deres lille familie. Når regnen siler ned, sidder de og kvidrer, og de stamper i græsset og hiver den ene orm op efter den anden. Der er livlig aktivitet derude.

Selvom jeg har forkælet solsortene og sat fibre af både alpaca og kamel op i et kræmmerhus af pileflet, så måtte jeg sidste år sande, at solsortene i min have går ind for en anden form for genbrug, for da reden var forladt og hækken kunne klippes stod det klart, at solsortereden var foret med plastik og cellofan. Man kan jo undre sig over, hvorfor de vælger det materiale i stedet for de naturlige?

Farvel maj, vi ses til næste år.